1. november 2012
En af de aller største modetrends lige nu er kontrol. Vi skal udstråle, at der er fuldstændig kontrol over situationen – hvad vi spiser, hvad vi tager på, hvordan vi indretter os, hvordan vi motionere og vores børn. Det hele skal være snorlige og i kontrol. Men vi kan ikke holde til det – vi bliver stressede. Mens vi kæmper for at virke overskudsagtige vokser underskudet.
Vi ved godt at trenden er ved at vende – og vi prøver at lave statusopdateringer og blogindlæg der viser at vi tør indrømme fejl og svaghed. Men selv dette virker enormt kontrolleret. Det er nøje gennemtænkt på hvilke punkter vi vil indrømme svaghed: vi har overskud til at indrømme svaghed.
Vi har i mange år jagtet “Det hele menneske” der skal kunne det hele og være i fuldstændig balance … eller rettere: have den fuldstændige balance mellem alle de krav der stilles til os, uden vi bukker under med stress. Vi skal kunne og ville det hele. Men i stedet bør vi søge balancen mellem det vi er, det vi vil og det vi drømmer om – og her er det vigtigt at turde vælge fra for at vælge til.
Det perfekte og kontrollerede liv hvor vi prøver at klare det hele selv er kedeligt, forudsigeligt og ikke til at bære. Vi bliver nød til at invitere det uperfekte og ærlige ind i vores liv, og i vores forhold til hinanden. Det kontrollerede menneske der kan det hele selv – so last year! Der er kommet fokus på en helt særlig type mennesker: Multimennesket . I virkeligheden et meget mærkeligt ord, hvis man mener, at et sådan ord dækker over en særlig type mennesker. Men beskrivelsen er god nok.
I går i Børsen beskriver Emilia Van Hauen det: “Ramponeret og ikke-perfekt og ikke stresset: Multimennesket”. Ikke hel, ikke færdig, og i mange forskellige retninger. Villig til at lære af sine fejl; leve i kaos; hele tiden være i bevægelse; og at kunne favne selvmodsigelser, kontraster og modpoler. Det er det multimennesket kan. Emilia Van Hauen påpeger at Multimennesket kan have en udfordring når det gælder fordybelsen og vedholdenheden.
Sådan er vi på ingen måde alle sammen – og det skal vi ikke være. Vi skal lade os inspirere, og se om vi kan ryste kontrollen af os. Jeg er på ingen måde selv et multimenneske – jeg er slave af kontrollen. Men det fungerer slet ikke for mig. Jeg har brug for at slippe kontrollen. Jeg bliver dagligt udfordret, ikke mindst af børnene. Billedet er et rigtig godt eksempel. Dette hjerte har trolden på 3,5 klippet nede i børnehaven. Og det skulle hænge der. Der var ingen kære mor, og der blev på ingen måde taget hensyn til morens ideer om indretning. Jeg elsker det. Det minder mig nemlig dagligt om stor kærlighed og behovet for at slippe kontrollen – det hjerte kunne ikke hænge et bedre sted.
